Stolthed og skyldfølelse

Da Oppenheimer i løbet af 1930, sammen med sine kollegerne i form af andre forskere, opdagede fusion/fissionsskemaet, var det med en stor stolthed at de fandt ud af at man kunne skabe en bombe, der eksploderede mere trods den fyldte mindre.
Det førte jo selvfølgelig til et enormt arbejde skulle sættes i værk. Og hvis man tænker på Oppenheimers situationen, er det jo klart at man bliver revet med. Et hvert menneske elsker jo at blive rost, og hvis du samtidig kan være årsag til det største projekt i nyere tid, så er det da klart at man ikke kan føle andet end eufori. Og når man så er selv er sat i gang af selveste præsidenten, og har forklaret hvordan det vil fungere, så stopper man jo ikke op.
Når det man brænder for, så viser sig at koste hundredtusind menneskeliv, så er det jo indlysende at man føler en eller anden form for skyldfølelse. Så når Oppenheimer fortryder hvad det er han har brugt sit liv på, i årende før anden verdenskrig og indtil dens slutning, kan de fleste vel godt følge hans tankegang. Samtidig kan Oppenheimer stille sig selv spørgsmålet,:  ”hvis jeg ikke havde opdaget det, var der så nogle andre der havde?”. og til hans trøst var der nok også blevet opdaget før eller siden. Det er bare ikke sikkert at det havde været udslagsgivende i anden verdenskrig.